barnløses jul

Det er med en vis uro, at jeg starter dette indlæg. Jeg ved, at i det øjeblik jeg skriver så meget som en enkelt sætning her, er jeg hooked igen. Mit navn er Knock og jeg er fertilitetsjunkie.

Der har været adskillige uger siden december, hvor jeg måske nok en gang imellem lige har luret lidt inde på min-mave. Lige surfet rundt og tjekket livets gang hos blogsøstrene. Men uden det tvangsprægede. Faktisk uden den helt store interesse. Og det har været en befrielse. Åh ja! Fremfor alt fordi den tvangsprægede cyber-adfærd er forbundet med en del skam. Og jo, selvfølgelig også med et helvedes spild af tid. Fordi det er en drift, der dikterer, at BIB-siden på min-mave skal tjekkes ca. hver halve time. At søstrenes blogs skal besøges mindst 2 gange om dagen og hvis der ikke rigtig sker noget, kan man sagtens læse indlæg fra 2003, 2004, 2005, selvom man næsten kan dem udenad i forvejen. Og som det nok mest ydmygende: Man kan tjekke sin kalender ca. 8 gange om dagen. Tælle dage, regne milepæle ud. Eller bare stirre på dagene, ugerne, månederne - som om de er en kode, der bare skal knækkes for at finde løsenet, der åbner porten til det forjættede land. Jeg afskyr den tilstand som pesten og derfor har det været en sand fryd at opleve adskillige dage, hvor jeg har været helt fri for at obsesse.

Man ser sjældent rigtig lykken før den igen er gledet én af hænde..(nogen, der kan gætte hvor mange gange, jeg har tjekket min kalender i dag?)

At man ikke obsesser betyder ikke, at man glemmer. Glemme gør en BIBer ikke et sekund. For BIB-tilstanden bliver til et blik, man ser verden med. Selvfølgelig er det ikke alt, der handler om BIB. Men der er heller ikke noget, der kan isoleres fra BIB.

Af uransalige grunde holder jeg virkelig af julen (jeg indrømmer det nødig for det hørmer jo af lykkelig barndom og dyb naivitet) og den er meningsfuld for mig. For mig er julen eftertænksomhedens tid og kærlighedens tid. For mig er julen faktisk et tidspunkt hvor alt stopper i nogle øjeblikke og jeg føler min historie og min kærlighed til det hele. Jo, jeg holder faktisk rigtig meget af julen. Men i år kunne jeg ikke. I år var 3. år, hvor jeg troede jeg ville være gravid eller mor til jul. Det er sgu så pisse-trivielt. Højtider er hårde for mennesker med sorg. Jeg har ikke været ulykkelig i julen, sådan er det ikke, men jeg har suspenderet mig selv totalt. Udelukket enhver følelse. Og på den måde blev det den koldeste, goldeste jul i mands minde. Julen 2007 blev reduceret til en scene og noget mere meningsløst skal man sgu lede længe efter.

Det er paradoksalt: det gør helt klart mere ondt på den her måde. Men jeg har ikke kræfter til følsomhed.

I morgen bliver jeg 36. Jeg har et par kommentarer til det fænomen, som man måske kan forestille sig. Men det bliver ikke nu.