Så er det blevet CD 22 og der er 7 dage til blodprøven.
I dag synes jeg overstimuleringssymptomerne er aftaget lidt. Jeg ligner stadig en gravid i 5. måned, men jeg har mindre ubehag ved det og b-rysterne er ikke helt så højspændte.
Til gengæld skal jeg lige love for, at hormonerne har fået fat i livsglæden i dag. Jeg er i så hamrende dårligt humør. Mener at huske, at jeg mere eller mindre altid har det sådan på det her tidspunkt af behandlingen.
Det sker samtidig med at den velkendte mens-murren er begyndt i dag. Nu og da føles det virkelig som om, det er mens, der kommer. Men gudskelov kender vi jo den følelse efterhånden og ved, at den intet betyder. Mens kommer ikke nu. Men mens-murren er heller ikke graviditetstegn. Det er fucked-up-underliv-på-hormoner-tegn.
Men der er sket et markant skift fra i går til i dag. Det kunne da være interessant at vide hvorfor.
Herovre på den anden side...
9 år siden
1 kommentar:
Ååh fååårgh hvor jeg kender det. LIGE præcis her, er det også at kæden hopper af for mig. Det er her, frustration, afmagt, bitterhed florerer allermest. Her og så lige indtil test/lige efter test.
Hvis jeg bare kunne fortælle dig hvor fast forward knappen sidder....
Og ja, overstimulering er så bittert, blandt andet fordi man ser så gravid ud. Sidst fik jeg 2 kommentarer om at personen ikke vidste jeg ventede mig. Så ser man gravid ud.
Fertilitetsobsessing og overspringshandling og dertil hørende mildt selvhad er desværre også en af bivirkningerne, der ikke står på Crinone-pakkerne...
Send en kommentar