et liv (23+4)

Da vi var i Frankrig og jeg var omkring 19. uge mærkede jeg lille-fister for første gang. Det gik langsomt op for mig, at den lette kilden tæt ved navlen, ikke skyldtes en lille letbenet flue på mit maveskind, men kom indefra. Og hvilken fryd da det gik op for mig!

Derefter gik der vel små to uger, før jeg følte nogle lette puf. Sjældne og meget svage - nemme at forveksle med lidt bevægelser i tarmene (som jeg i øvrigt slet ikke var klar over, at jeg åbenbart er klar over, at jeg har...) I løbet af de sidste par uger er pufferiet blevet hyppigere, men stadig ret sjældent. Måske mærker jeg lidt puffen 3-4 gange om dagen.

Indtil i nat. HOLDAOPFORSULANFILAN.

Han vækkede mig i nat. Jeg vågnede ved at min mave gyngede, bulnede, bølgede, skvulpede. Jeg har aldrig oplevet så bizar en fornemmelse. Det kan ikke beskrives med ord. Det er så ufatteligt alien-agtigt. Lige pludselig puffer han ikke mere. Han møffer rundt og jeg kan nærmest mærke hele hans krop vende og dreje sig indeni min. Og SE det!! Nøj hvor er det mærkeligt. Det er fantastisk og magisk og overvældende og skræmmende. Han gentog morgengymnastikken i morges og min E fik lejlighed til at mærke det. Og i løbet af dagen har jeg mærket ham langt, langt mere og på en helt anden måde end tidligere. Er det ikke mystisk? - fra den ene dag til den anden?

Efter i nat føler jeg endnu stærkere noget, jeg har tænkt meget på et stykke tid. Nemlig i hvor høj grad han allerede er noget separat. Et individ måske ligefrem. Men i hvert fald noget separat og adskilt fra mig. Et selvstændigt liv. Jeg har ingen følelse af ham. Han er ikke en forlængelse af mig. Jeg har ingen kontakt med ham. Ingen fornemmelse af, hvad han er for en, hvordan han egentlig har det derinde, hvad han laver lige nu. Han vokser indeni mig og næres ved min krop, men han er ikke egentlig en del af mig. Eller rettere, måske, jeg er ikke en del af ham. Jeg har svært ved helt at forklare det, men det er noget, der er kommet meget bag på mig eller har gjort stort indtryk på mig, denne adskilthed. At helt fra undfangelsen er vi adskilt - selv fra det kød, vi er lavet af.

Jeg er spændt på, hvordan den følelse udvikler sig, når han kommer ud til os på denne side.

Min lille søn. Helt sin egen.