AV mit hjerte!

Jeg kom hjem til en lille dreng i går, der sad fuldstændig slap og livløs i sin mormors arme med 39.7 i feber. Det blev værre og værre i løbet af aftenen, han græd og græd, kastede op, hele kroppen sitrede. Og mit hjerte hamrede så man kunne høre det i hele karréen. Det er forfærdeligt at se sin lille skat have det så dårligt og det er næsten umuligt for mig ikke at blive bange. Selvom man jager den væk, så ligger skrækken for at der skal ske ham noget alvorligt altid lige under overfladen. Sådan er det vel for de fleste.

Kl. halv 2 kom vagtlægen og konstaterede at Max har mellemørebetændelse. Han fik penicillin og en panodil-stikpille og 10 minutter efter fjollede han rundt og grinede igen. Som ved et slag med tryllestokken. Han sov fint, er feberfri i dag og bare lidt klatøjet.

Jeg må sende en tanke ud til alle dem i verden, der ikke lige kan ringe efter en vagtlæge og få medicin. Der bare må se deres barn lide eller må rejse langt for at se en læge og måske har en helt anden reel grund til at frygte for dets liv.

Jeg tror faktisk ikke jeg i mit liv har været så akut bange som de to gange Max har haft mellemørebetændelse.

pingviner og kærlighed

Nu har min lille Max været i vuggestue i over 2 uger. Der har været hårdt, men er allerede blevet bedre igen.

Den første uge syntes han bare det var sjovt. Han bemærkede det nærmest ikke når vi forlod ham eller kom for at hente ham igen.

Men så i sidste uge var det ikke sjovt mere. Han græd og rakte armene ud efter mig når jeg gik og ja det gør lige så ondt som man forestiller sig, når man uden at tøve skal vende sig og gå fra ens lille skat, der trygler om, at man skal blive. Det blev værre og værre i løbet af ugen, han vågnede og græd utrøsteligt om natten og virkede ligefrem trist lige fra han vågnede om morgenen.

I tell you girls... Puhhh

Som konsekvens har han været så needy som aldrig før. Han vil knuges og krammes og kysses og sidder klistret til især sin mors krop. Det er dejligt. Men det gør også så ondt at tænke på, at det skyldes at han ikke længere tager kærligheden for givet.
Det gør meget ondt.

Men i denne uge har han været glad. Og det er fantastisk. Men de er altså også virkelig søde og omsorgsfulde på hans stue. Jeg synes vi har været ekstremt heldige.

Han har også fået en kæreste. I hvertfald hvis man spørger lille Lærke. Hun er 2 år og det var kærlighed ved første blik. Hun kysser Max hele tiden. Spæner efter ham og kysser og kysser og kysser. Står længe og kigger efter ham ud af vinduet, når vi går.
Jeg forstår hende godt...

Min lille pingvin

Vi er startet meget blidt ud i vuggestuen. En time tirsdag og onsdag, to timer i dag torsdag. Tror nok det er blevet en ekstra blid opstart fordi stuens ene pædagog er syg og de ikke har nogen vikar..

Det går meget meget fint. Den pædagog, der mandsopdækker Max, er sød og tillidsvækkende. Hun er typen, som gør lidt vel meget ud af sin sødhed til min smag, men bag den der drivende sødme er hun faktisk ok og ganske sej. Jeg kan godt lide hende. Kæmpe lettelse!

Max nyder at være der. Han fiser rundt og udforsker det hele, også ind på de andre stuer. Og er ikke bleg for lige at lege med nogen af de store drenge fra børnehaven. Jeg er paaaavestolt af ham. Og pædagogen er rigtig godt tilfreds med ham, det er helt tydeligt.

I morges da Max fik øje på de andre børn, gav han et højt begejstret hvin og et lille hop fra sig. Han er SÅ sød!

I går gik jeg derfra i 20 min., i dag en time. Max bliver overhovedet ikke ked af det. Han er opslugt af at lege.

Jeg må indrømme at stemningen på stuen er hyggelig og tryg. Jeg har det godt med at han skal være der. Men ideen om det.. den har jeg det stadig skidt med

sidste uskyldsdag

Jeps, i morgen er det. En time i vuggeren med far fra halv ni til halv ti. De efterfølgende dage lidt længere tid (forhåbentlig) med moderen. Jeg glæder mig til det og jeg frygter det. Nok mest det sidste.

Jeg frygter faktisk ikke Max' reaktion. Han er så duelig. Han er rigtig god til at lege med børn i alle aldre. Og når han ikke orker, finder han et sted hvor han kan sidde for sig selv og røre i en gryde..

Han er SÅ SØD som vi siger til hinanden 50 gange om dagen herhjemme. Eller rettere, de 20 gange ringer vi til hinanden og siger 'han er SÅ SØD'

Han er en lidt over gennemsnittet lang dreng på 86 cm- med sit fyldige blonde (!) hår svunget i bølgende lokker (Hans far synes han er ved at blive for langhåret, men moren kan ikke stå for det smukke hår) Gudesmuk er han, det kan der ikke være tvivl om. Med sine store mørkeblå øjne, med laaaange mørke øjenvipper og et udtryk der nogle gange kan være meget alvorligt. Med sit store brede grin der blotter 8 små fine tænder og planter dybe smillehuller i de store runde kinder.

Han er en lille ballademager, der får os til at grine mange gange hver dag. For tiden er han dog også en vanskelig lille en. Med humørsvingninger så man tror det er løgn og perioder hist og her hvor han ligesom ikke kan finde ro og ingenting duer. Han hænger i vores bukseben og vil tages op sådan ca uafbrudt fra kl 17 til 19. Jeg glæder mig rigtig meget til det er overstået så han kan blive sig selv igen.

Det store røde hus

Jeg ser at der bliver kæmpet med pasnings-skrækken ovre i LOK-land. Åh ja, vi oplever vel alle den overgang som forfærdelig.

Max' vuggestue (Børnehuset) ligger 150 meter nede ad gaden. Det er en kæmpe luksus. Men den er stor. Meget stor. Det er en integreret institution og der er i alt - hold på hat og briller - 178 børn. Puha jeg kan næsten ikke en gang skrive det.

Min dreng er så lille bitte og så blød, så blød. Det hus er så stort og hårdt. Jeg er så bange for at det skal kvase min lille bløde dreng..

Han starter på tirsdag. I mandags var vi på introduktionsbesøg dernede. Besøget startede med en samtale med afdelingslederen i et stort fælleslokale. Jeg skulle tage mig sammen for ikke at stikke af eller bryde sammen under hele samtalen. Jeg kan ikke beskrive hvor institutionsagtigt det var. Afdelingslederen var både sød og professionel, men bevares Max er altså en af 40-50 børn hun er ansvarlig for. Selvfølgelig kan det mærkes.

Bagefter var vi nede på stuen. Pingvinerne (perfekt - han er bare så pingvinagtig) Børnene kom ind fra legepladsen, mens vi var der og det foregik stille og roligt og føltes trygt. Jeg synes det siger en del, hvordan det foregår når 12 1-2-årige kommer ind efter at have leget og skal have alt vintertøjet af. Der var lidt trøst at hente i, at der var så fin ro omkring det. Den pædagog der skal stå for indkøringen af Max var syg, men så rigtig sød ud på foto. De andre to pædagoger fik jeg hverken et særligt godt eller dårligt indtryk af. Men børnene så meget, meget søde ud og det er på sin vis det vigtigste. Eller... måske ikke. Men det er vigtigt.

I am struggling here.
Kan det ses?

Vi var også skrevet op til en anden vuggestue (Mikkelborg). Den ligger lidt længere væk, men altså ikke mere end en halv kilometer ca. Det er en udflytterbønehave med en lille vuggestue tilknyttet. Bare to stuer, 24 børn. Og meget meget hyggeligt. På øko-boller og hjemmelavet hybensyltetøj-måden. Når man afleverer sine børn om morgenen sidder man lige ved forældrebordet og får en kop kaffe. Noget helt helt andet end vores vuggestue. Jeg kender en fyr, der har arbejdet i børnehaven, og han siger at det er en fantastisk institution og virkelig god arbejdsplads. Men der ville gå et år mere inden Max kunne komme ind for den er meget eftertragtet. Men strengt taget kunne vi jo have fået ham i privat pasning i det år.
Hvis vi ville prioritere det så højt.

Der er dog også nogle ulemper. Børnehavebørnene tilbringer 40 minutter i bus hver vej, hver dag. Det er altså for meget. Og der er nul fleksibilitet mht aflevering og hentning. Og så er det lidt et kendtis-sted. Jeg har ikke ret meget lyst til at blive del af sådan et miljø. Men det er jo mig og ikke Max..

Man vil så gerne gøre det allerallerbedste. Mine egne forældre prioriterede altid det praktiske og det gør mit behov for at gå the extra mile endnu større. Og spørgsmålet er nu om vi er i gang med at sjuske med Max.

Jeg tror fuldt og fast på, at hvordan stemmingen er i en institution hvor man tilbringer størstedelen af sine vågne timer må have en afgørende betydning for, hvordan man udvikler sig- både hvad angår sociale evner og selvopfattelse. Det kan ikke være anderledes.

På den anden side er Max ikke noget skrøbeligt barn. Han lader sig ikke vælte omkuld. Han elsker at være sammen med andre børn og når det bliver for meget for ham sætter han sig bare og leger for sig selv (åh han er så sød)

Og det kan jo blive fantastisk for ham at han kommer til at kende alle de lokale børn. At alle hans kammerater bor lige her i kvarteret. Det er et rigtigt tungtvejende argument for mig.

Beslutningen er jo sådan set taget. Hvis ikke vi kan lide stemningen hos Pingvinerne må vi tage den op til revision. På tirsdag starter det nye liv. Jeg har vænnet mig lidt til tanken men det føles ikke desto mindre lidt naturstridigt. Det føles som om man selv skal passe sit barn, det gør det altså.

Jeg var ikke selv i institution. Vi blev passet hjemme af skiftende 'unge piger i huset'. Jeg var i børnehave en ganske kort periode og jeg husker det som et mareridt. Jeg var ikke vant til at håndtere andre børn og jeg følte mig totalt isoleret og skrækslagen. Måske ville det være nemmere at sende Max i institution hvis jeg selv havde positive minder i bagagen.

At tvære lykke ud i fjæset på folk

Det er aldrig ok at tvære sin egen lykke ud i hovedet på mennesker, der er ulykkelige. Så enkelt er det. Det er ikke en gang et dilemma.

Som Cato/Fru P så rigtigt skriver går lykken ikke i stykker af at man ikke kan dele den (med mindre det netop er en lykke, der handler om at blive set..har man den slags lykke er ens problem større end som så)

Jeg har været lidt splittet i spørgsmålet om hvorvidt det er ok at tvære sin lykke ud over bloggen. Jeg har valgt at gøre det. Forsvarer det med at man som BIBer aldrig er tvunget til at læse mine indlæg. Men jeg ved jo også godt, at det kan være svært at lade være. Og at det kan gøre ondt. På den anden side synes jeg også, at jeg skylder blogland min happy ending.

Gad vide hvilke tanker mine blogsøstre har gjort sig om dette..

Stooooooooooooooooooooooop!!!!!!

I går morges fik vi en super privat pasningsordning på plads, med en pige der skulle passe Max hjemme hos os selv. Jeg havde det rigtig godt med den ordning.

Så kom posten.

Plads i vuggestue fra første december.
Shiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiit!!!!!!!!!

Vi havde angivet behovsdato som 1. september så det var jo sådan set på tide, kan man sige. Og jeg har ventet med utålmodighed og glædet mig til det. Max har været klar længe. Han keder sig tydeligvis lidt hjemme og han laver ikke andet end at grine højt, når han er sammen med andre børn. Men nu hvor vuggestuen er alvor: Føj, jeg bryder mig ikke om det!!

Det kommer bag på mig. Jeg er ikke en pylremor. Og jeg er heller ikke en clingy mor. Langt fra nogen af delene. Men jeg kunne lægge mig ned at tude. Jeg er slet ikke klar til at han skal ud i verden på den måde. At han skal begynde at løsrive sig. Det er fuldstændig overvældende.

Godt at jeg har fire uger til at vænne mig til tanken.....