Så er der kun en uge til scanningen. Yeay!!! Hvis der ikke er liv holder vi kæmpe cocktail-party. Så skal det ryges, drikkes og danses ud. Det er plan B.
Men jeg tror nu faktisk på det. Jeg ved ikke hvorfor. (I samme øjeblik jeg skriver 'jeg tror på det' kommer det lille monster frem på skulderen 'hæhæ, du tror på det, hva? men hvorfor har du så ikke kvalme, hva? hvordan mon man har det hvis der ligger to selv-døde spunker i livmoderen? Sådan her, ca.? Hva?? hæhæhæ..')
Indtil jeg begyndte på dette indlæg, troede jeg på det. Min E retter mig, kærligt men bestemt, fordi mit 'hvis' næsten fuldstændig er erstattet af 'når'. Han er mere forsigtig end mig. Jeg tror også han længes efter scanningen endnu mere end mig.
Uanset at jeg tror på det, er det ikke så meget jeg tænker den konkrete fremtid. Det har jeg alligevel sjældent mod til. Så tankerne er generelt mere abstrakte. Men lige netop i dag er jeg opfyldt af den konkrete forestilling om et lille spædbarn. Hud, varme, lemmer på et lille liv, der er kommet ud af min krop - knopskydning på vores kærlighed. Hvor jeg glæder mig. Et kort øjeblik her i formiddags glædede jeg mig ovenikøbet til fødslen. Dér blev jeg vist lige revet med.. Hmm-hmm
Jeg måtte tage tidligt hjem fra arbejde i går pga ekstrem træthed. Da jeg kom hjem faldt jeg i søvn, siddende ret op og ned i en stol. Da jeg fik mig lagt vandret sov jeg fra 16-18. Men så kunne jeg til gengæld holde mig vågen efter kl 22. Det har ellers været helt umuligt på det seneste. End ikke udsigten til 11. time kan holde mig vågen. Når jeg er rigtig cocky bilder jeg mig ind, at grunden til, at jeg ikke har kvalme er, at jeg får slappet så godt af. Totalt provokerende overfor de kvalme-ramte. Men jeg har sådan en fornemmelse af, at så snart jeg anstrenger mig en tand for meget, så begynder jeg at blive små-kvalm. Og så er jeg ikke sen til at give efter for min krops signaler. Smider alt hvad jeg har i hænderne og finder hjem til sofaen. Pænt heldig, at jeg har den frihed. Det er KUN min krop der bestemmer her.
I næste weekend tager vi en uge til venners hytte i Norge. Skiferie, skulle det have været. Ved ikke om jeg tør tage skiene på en eneste gang. Helt sikkert kun langrend og måske end ikke det. Jeg er ked af at skulle gå glip af det, men tør man risikere sådan noget? En uge pakket ind i tæpper på en solbeskinnet terasse med udsigt over sneklædte bjerge har vel også ret.
Herovre på den anden side...
9 år siden
4 kommentarer:
Tak for din søde hilsen på Spiffybloggen - rart at have dig med igen ;o)
Jeg føler sgu med dig hvad utålmodighed angår. Det var derfor jeg insisterede på at gå 14 dage over tid uden at teste.
For det der møgangstmonster skulle fandme ikke styre mig....og jeg er glad for at jeg gjorde det, for det betød at jeg kunne ryge direkte til scanning da jeg havde testet positiv.
Kunsten er at lytte til dine indre fornemmelser. For de er de sikreste tegn du får lige nu. Hvis du mener alt er ok, så ER alt ok og så nyd ugen indtil scanning og du får miraklet/miraklerne at se....
Det er sgu så spændende.
Krammer
Nu var jeg jo voldsomt kvalmeramt, og jeg er da sikker på, at der også var nogle ydre faktorer, der spillede ind - burde sikkert have hvilet endnu mere, og bekymringerne forværrede sikkert også symptomerne. Så slap du bare af og vær lidt kåd over det.
God ferie - bliver helt misundelig ved tanken om dig i højfjeldssol med tæppe...
Åh ... hvor kan jeg bare genkende alt sammen.
Jeg har heller ingen kvalme - men tilgengæld har jeg alt for mange mavesmerter til, at det er sjovt. Men jeg trøster mig med, at det siger alle, at de har oplevet. Men tryg ved det, er jeg ikke.
Om 10 dage tager vi også på en miniferie - jeg glæder mig. Mht. dit spørgsmål om blodprøve: Nej, det skal jeg ikke - hvorfor aner jeg ikke.
AAAARRRGGGGHHHH Qvinde, hvad er det du siger??? Jeg har jo ingen mave-smerter........!!!
Send en kommentar