onsdag den 12. marts 2008

Tak

Længe gik jeg med sådan en idé om, at jeg ikke føler mig ensom i barnløsheden, fordi jeg har mange mennesker at tale med om det. Men for nylig gik det op for mig, at det slet ikke passer. Der er nogle venner, jeg taler med om de praktiske ting. Der følger med i forløbet dag for dag. Men der er i virkeligheden ingen jeg taler med om, hvad det betyder. Ingen jeg taler med om, hvad det er, der har fyldt hele mit univers de sidste 2-3 år. Når jeg ikke helt har opdaget det, ikke har følt noget afsavn, skyldes det udelukkende lidelsesfællerne i cyberspace. Jeg blev faktisk helt rystet, da det gik op for mig hvor meget de/I har fyldt i mit liv det sidste år. Hvor meget det fællesskab og den spejling har betydet for mig. Det kan slet ikke beskrives. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man skulle have klaret det uden. INTET andet har betydet så meget for mig det sidste år og jeg er dybt dybt taknemmelig. Fra mit hjertes inderste: tak til hver eneste af jer, der har beskrevet jeres forløb, så vi andre kan læse og genkende det. Tak for alle kommentarerne, til hinanden og til mig selv. Tak for den magiske følelse af oprigtig omsorg, der flyder rundt mellem siderne og virker helt uudtømmelig. Og tak for at jeg derfor ikke et eneste øjeblik har følt mig helt alene i denne forfærdelige proces.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg havde aldrig klaret den uden alle tøserne herinde - det er helt sikkert. Det er en vidunderlig og helt unik flok:) Jeg har aldrig følt, at noget var tabu eller, at jeg ikke har kunnet være ærlig. Heller ikke nu, hvor jeg har det svært i moderskabet. Det er vigtigt, at alt kan siges.... Også, at lykken ikke altid er gjort, når først børnene er der.
Jeg tror på, at denne her gruppe kvinder har om ikke reddet mit liv i bogstavelig forstand - så i hvert fald i overført betydning. Så selv tak!!

Hvordan går det - hvor lang tid til scanning??? Jeg er så spændt på om der er to små dippedutter derinde:)
Søs

knockmeup sagde ...

Godmorgen Søs. Om præcis 24 timer er kikkert-dildoen i gang og vi får forhåbentlig at vide, at mindst 1 lille dippedut-hjerte blinker derinde. Uhhhhh...

Anonym sagde ...

Sweet Sister Knox

Så er det man fristes til at citere den fantastiske Madeleine Allbright: der findes et sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden....

Jeg har jo et soft spot omkring dig - det ved du - og det er fedt at vide man har hjulpet til undervejs - jeg kan kun sige ditto til dig ;o)

Cyberkrammer
Spif

Frøkenhat sagde ...

Selv tak! :-)

Mira sagde ...

Det var da så lidt. Har det på samme måde med alle de vidunderlige blogsøstre :-)
Held og lykke med skanningen, glæder mig til at høre om det.

Mira

Monja sagde ...

Jeg kan kun nikke genkendende til den taknemmelighed til jer medsøstre. Så tak fra mig også.

Monja

Anonym sagde ...

Er meget spændt på at høre nyt...!!!
Søs

Anonym sagde ...

Jamen selv tak :-), det er dejligt at kunne følge med i din historie også...

Spirren