Tak

Længe gik jeg med sådan en idé om, at jeg ikke føler mig ensom i barnløsheden, fordi jeg har mange mennesker at tale med om det. Men for nylig gik det op for mig, at det slet ikke passer. Der er nogle venner, jeg taler med om de praktiske ting. Der følger med i forløbet dag for dag. Men der er i virkeligheden ingen jeg taler med om, hvad det betyder. Ingen jeg taler med om, hvad det er, der har fyldt hele mit univers de sidste 2-3 år. Når jeg ikke helt har opdaget det, ikke har følt noget afsavn, skyldes det udelukkende lidelsesfællerne i cyberspace. Jeg blev faktisk helt rystet, da det gik op for mig hvor meget de/I har fyldt i mit liv det sidste år. Hvor meget det fællesskab og den spejling har betydet for mig. Det kan slet ikke beskrives. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man skulle have klaret det uden. INTET andet har betydet så meget for mig det sidste år og jeg er dybt dybt taknemmelig. Fra mit hjertes inderste: tak til hver eneste af jer, der har beskrevet jeres forløb, så vi andre kan læse og genkende det. Tak for alle kommentarerne, til hinanden og til mig selv. Tak for den magiske følelse af oprigtig omsorg, der flyder rundt mellem siderne og virker helt uudtømmelig. Og tak for at jeg derfor ikke et eneste øjeblik har følt mig helt alene i denne forfærdelige proces.