Juno

Jeg var inde at se Juno med en veninde i går. Filmen handler om en teenage-pige, der bliver gravid og adopterer sit ufødte barn væk til et barnløst par. Jeg så traileren til denne film for en månedstid siden og tænkte: hvis der er noget, der er helt sikkert her i verden, så er det, at jeg ikke skal se den film. Filmen var venindens forslag. Jeg bebrejder hende ikke noget, men for mig illustrerer det virkelig, hvor svært det er at forstå, hvilket følelelseslandskab en BIB'er befinder sig i. Og ligeså interessant er det, at bare fordi jeg testede positivt for 2 uger siden, så kan jeg sagtens se filmen nu. Det gjorde ikke den mindste smule ondt at se den ufrivillige graviditet strutte på en 16-årigs mave. Men det gjorde stadig lidt ondt at se den barnløse kvinde.

Et øjeblik blev jeg vred over den måde den barnløse kvinde fremstilles. Indledningsvist fremstår hun nemlig som klicheen om sådan en kvinde. Mega-uptight. Og det går simpelthen gennem marv og ben på mig, for den klichee hænger nemlig sammen med en forestilling om, at det er en bestemt slags kvinde, der bliver ramt af barnløshed. Det modsatte af en moder-jord. En ranglet, anspændt, neurotisk, intellektuel u-kvinde. Det gør mig rasende. Men jeg tilgav filmen senere hen, for den barske sandhed er jo selvfølgelig at man let kommer til at ligne den klichee, fordi sorgen, frustrationen og skammen gør en netop det - uptight.

Filmen kan anbefales (de der ikke befinder sig i hudløs BIB-tilstand). Det er sjældent, jeg ler så meget af en film. Den er smæk-fuld af fantastiske replikkeer (måske lidt for mange af dem) og nogle ekstremt rørende scener.