London tur-retur

Jeg tog til London dagen efter blodprøven og kom hjem i går aftes. Det var ikke noget godt tidspunkt at være væk. Ville så gerne have været hos min E. Vi skulle have været sammen om det nye og ikke have gået og oplevet det hver for sig.

Fniser lidt rørt over at der er kommet bekymrede/utålmodige hilsner fra et par blog-søstre.

Alt går godt. Jeg er gået ind i den 6. uge (mærkeligt - det ene øjeblik er man ikke gravid og det næste er man i 6. uge) og har ikke nogen problemer. Ikke antydningen af blod. Ingen smerter - en sjælden gang imellem en helt ukendt og fuldkommen tålelig smerte lavt til højre i underlivet. En lille smule kvalme, hvis jeg er sulten. Træthed. Hvad angår trætheden og kvalmen er det svært helt at vurdere sålænge jeg har opholdt mig sådan helt uden for en normal hverdag og måske har haft andre gode grunde til at føle træthed og kvalme... Men bryster, der er meget ømme - de føles faktisk som om der er gået betændelse i dem. En tanke man ikke skal dvæle ved..

Jeg har været ør af lykke. Fuld af forår og forelskelse i kroppen. I dag mærker jeg dog ængstelsen stikke hovedet frem igen. Jeg er allerede alt for knyttet til det her til at kunne klare at miste. Og samtidig: Kan vi overhovedet klare at være forældre? Har vi overhovedet lyst til det liv? Farvel frihed. Farvel til livet som vi kender det. Selvfølgelig ønsker jeg det nye liv, men man bliver sgu også forskrækket over det, når det endelig sker. Det er så rystende definitivt. Kroppen kan selvfølgelig fortryde. Men vi kan ikke. No turning back now. Fra det ene øjeblik til det andet -uanset at det tog 3 år at nå til det øjeblik.

Jeg er overbevist om, at der er to derinde. Jeg kan slet ikke tænke på det som en. Det bidrager nok med lidt ekstra frygt, men der er også noget magisk ved det.

Scanningen bliver fredag d. 14. Jeg ved ikke hvordan man skal bære sig ad med at vente så længe. Det er allerede et halvt liv siden blodprøven. Nu har vi jo selvfølgelig øvelse i at opholde os i limbo, men jeg tror ikke den øvelse bidrager med noget positivt. Jeg er ikke på god fod med limbo. Endnu et par uger med en splittelse, der er beslægtet med BIB-tilstandens. På den ene side føler man en nødvendighed i at forholde sig til det fantastiske, der sker i kroppen. På den anden side tør man ikke og holder uvilkårligt igen. En ligebyrdig tovtrækning mellem drømme og glemme.

Men intet af alt dette ændrer jo på det utrolige faktum:
JEG ER GRAVID