Bare en spand at brække mig i, tak

I lang tid elskede jeg at høre om BIB'ere, der blev gravide. Jeg havde en umættelig sult efter deres succes-historier og lappede dem i mig. Det stoppede for et par måneder siden.
Når nogen annoncerer gode nyheder på min-mave nu ignorerer jeg det. Jeg lader ikke en gang som om. Tit læser jeg slet ikke indlæggene hvis jeg lugter en triumferende tone i overskriften. Det var ok, at andre blev gravide det første halve år ,vi var i behandling, men nu er det ikke længere fair. Det værste jeg ved er, når helt nye medlemmer, som tilsyneladende aldrig før har givet sig til kende i debatten (eh ja, lidt vel flot betegnelse..) pludselig skal belemre os andre med deres lykke. Arrgghh det gør mig edderspændt. Hvad bilder de sig ind? At få andres deltagelse i ens lykke kræver måneders investering af blod, sved og tårer - hvad regner de med??! Så øretæveindbydende.

Noget jeg hader næsten lige så meget - måske endda mere - er når forældre, der ikke lige kan få deres 2., 3. eller ved gud 6. (ja, sådan en er jeg stødt på) barn tillader sig at tro, at vi er i samme båd. Helt ærligt!!! Det er muligt, at det er frustrerende ikke umiddelbart at få ønsket om et bestemt antal søskende opfyldt og det går sikkert også dybere end som så, men det er kræftpetervæltemig ikke det samme. Og den påstand råber jeg gladeligt ud til alverden, selvom jeg ret beset ikke har den ringeste anelse om, hvordan det føles ikke at kunne få sit barn nummer 1+n. Men forskellen på livet uden børn og livet med børn er immervæk af en noget anden karakter end forskellen mellem livet med 1 barn og livet med 2. Come on.

Vores overboer fik tvillinger her for vel omkring 10 måneder siden. Ved ikke om der var kanyler inde i billedet der, så jeg ved heller ikke om der er tale om lidelsesfæller. Hvis der var, kunne jeg måske forholde mig mere mildt til dem. Det er nemlig meget forskelligt, hvordan jeg har det med situationen. Sagen er, at man virkelig mærker tvillingerne hernede hos os. Dels fordi de selv larmer en del, hvilket var til at have med at gøre, da det var skrig og kolikskrål, men er sværere at arbejde med nu, hvor det er kåd tumlen, latter og leg, vi hører. Men hvad der er endnu værre er jo forældrenes lyde. De synger meget. Og det er så fucking nuttet og hyggeligt. Det er kun på virkeligt gode dage jeg ikke er ved at brække mig. Det er dejligt når man er helt blid og i harmoni med det hele og kan lægge hovedet på skrå og lytte med et smil og et 'åh, hvor må det være skønt'. Men det er forfærdeligt når man ækles, væmmes og føler noget, der grænser til had. Og det gør jeg altså for det meste.

På det seneste kan jeg heller ikke nyde blog-søstrenes babyhistorier. Holder mig fra dem. Det er ellers ok, at de har børn. Men jeg kan ikke holde ud at høre om det for tiden.

Det er ikke fedt at være den bitre, gamle barnløse kyniker. Men altså helt ærligt, det er jo ikke for børnenes skyld, de synger deroppe og det er til at brække sig over ;-)