Blodprøve nr 5

Det var sidste mandag, vi fik vores første scanning og blodprøve nr 5. Altså 4 uger efter ægoplægning.

Der var ikke rigtig noget at se ved scanningen. Ikke noget at se i æggelederne, måske en lille smule et-eller-andet i livmoderen. Men det var ikke et resultat, der efterlod meget håb og jeg skulle tage mig voldsomt sammen for ikke at bryde i gråd allerede dér på briksen.

Vi skulle efter planen af sted til sommerhus først på eftermiddagen, men jeg kunne slet ikke andet end fosterstilling med tæppe over hovedet, da vi kom hjem fra Riget. E ringede efter blodprøvesvaret ved 13-tiden. HCG er stagneret, sagde vores sygeplejerske. Ligger stadig på 294. (Det passer ikke, siger jeg først, det tror jeg simpelthen ikke på, for jeg kan mærke, at den er steget. Derefter kvæler jeg selvfølgelig min skepsis, for et BP-resultat er vel entydigt trods alt) Selvom vi jo var forberedt på det værste, blev vi begge meget kede af det. Så var det sidste håb endelig helt ude. Til gengæld trøstede vi os med, at når stigningen var stoppet, så det ud til snart at være overstået.

Men nej. Fandme om ikke de ringer fra Riget en time senere. Ja, vi forstår ikke, hvordan det er sket, men det var en fejl. HCG er steget til 558 - dvs steget meget men ikke fordoblet siden sidste BP tre dage tidligere. Så denne gang fik vi altså den værst tænkelige besked.

Jeg tilbragte et døgn med skiftevis at tude og sove. Derefter tog vi i sommerhus og fik 6 fantastisk smukke efterårsdage på landet, hvor vrede og fortvivlelse faktisk ikke har fyldt så meget. Tilbage i Kbh i formiddags og det føles lidt truende.

Blodprøve og scanning igen i morgen. Desværre kan jeg mærke på min krop, at hvis hCG overhovedet er faldet, er det ikke ret meget. Efterhånden er risikoen for ikke at nå 2. IVF i 2007 meget stor. Og det føles stygt.