Blodprøve nr 4

"ja, tallet udvikler sig helt som det skal" var sygeplejerskens første ord, da jeg ringede for at få mit nye hcg-tal. Det er på 294.

Det er opløftende, at hun taler sådan om det, men ærligt talt: det er sgu da også ret mærkeligt. Hun taler om det, som om vi forventer at det går godt, det her. Og dér er vi trods alt ikke, vel?

Hvad kan man bruge det tal til? Ikke ret meget.

Nu er det vel endelig udelukket, at der var tale om en biokemisk. Der sidder noget. Spørgsmålet er bare, hvor det sidder. Og så er spørgsmålet selvfølgelig også om det against all odds skulle være levedygtigt.

Tallet er jo stadig forfærdeligt lavt. Minimumsværdien i de fleste oversigter, jeg har fundet, er over 500. I nogle langt over.

Sygeplejersken mener ikke, at det er umuligt, at implantationen bare først er sket meget sent. Hun mener heller ikke, at det er udelukket, at vi er blevet gravide med et andet æg, end det der blev kunstigt befrugtet. Hun fortalte en historie i stil med Snowies (og TAK for den :-)) om en kvinde, der fik lagt et enkelt æg op, men blev gravid med tve-æggede tvillinger. Sejt!

Det er svært med de her blodprøver, hvor man ikke ved, hvad der er et godt resultat. En nedgang i hCG ville være et OK resultat. En fordobling OK. En svag stigning det værste resultat. Den slap vi da for.

Tør man håbe en lille, lille bitte smule? Eller... det kan ikke undgås. Spørgsmålet er vel snarere: Hvor meget skal man gøre ud af at undertrykke håbet?

I et ganske kort glimt kunne jeg godt se noget morsomt i det her. Det er sgu langt ude. Hele tiden liiiiiiiige akkurat på grænsen.

Næste blodprøve og evt scanning på mandag. Derefter tager vi i sommerhus og dyrker den årstid vi begge elsker højst: Efteråret. Jeg håber, jeg kan finde ud af at nyde det.