en kynikers bekendelser

To par smækbukser str 62, hhv mørkebrun og lysebrun. Et stk hvid bodystocking med rapand, der stikker op af lommen, str. 62. Et stk lysebrun bodystocking med pindsvin, str 56. Et par solgule Adidas-sko.

Dagen efter aflivningen af 1. IVF var jeg lige et smut nede omkring genbrugsbørneforretningen i Studiestræde. Det er ikke umuligt, at de to flinke kælderduftende, kaffesluprende butiksdamer lurede, at der var noget lusket ved denne kunde, for jeg tilbragte temmeligt lang tid derinde.
Det var rart at være der.

Jeg lagde det hele ud på sengen da jeg kom hjem og så længe på det. Det gør mig så godt. Det gør mig virkelig glad.

Da min E kom hjem, havde jeg glemt, at det lå der og han fik sig lidt af en overraskelse, da han trådte ind i soveværelset. Men han griner, krammer mig og forstår 100% hvad det handler om. Når jeg siger, at jeg godt er klar over, at det kan tage sig en smule uheldigt ud, svarer han, at han jo kender mig. Jeg er ubeskriveligt taknemmelig for, at jeg har sådan en klog kæreste.

Lige nu er det, jeg har allermest brug for, at holde fast i drømmen og i drømmens virkelighed. I meget lang tid turde jeg ikke drømmen. Da vi droppede P-pillerne lagde jeg ikke ud med lykkelig at forestille mig resultatet af vores bestræbelser. Jeg lukkede de tanker ude og fokuserede på kampen. Fra day 1. Først efter 2 år opdagede jeg, at jeg havde brug for at nyde tanken om målet for vores kamp for at holde det ud. Indtil videre har jeg på sin vis taget naiv forventning til kynisk skepsis-udviklingen i omvendt rækkefølge. Jeg gør det med bævren. For selvfølgelig er jeg klar over, at kynismen kan vende tilbage. Og da slår den hårdt.

Hvis vi får en pige, blir hun den mest cool og streetagtige baby, man kan forestille sig. Jeg køber M/K babytøj og det lægger sgu bunden for en god stil...