ad kringlede stier

I går, søndag, kl 08.45 ringede vi til klinikkens laboratorie og fik status på æggene. Af de 21 havde 16 delt sig, men mange havde ikke delt sig nok frem til 3. dagen. Vi endte dog med syv gode. Til oplægning en syv-cellet, fragmenteringsgrad 1 (som nåede at blive 8-cellet inden den blev lagt op..) og en 6-cellet, fragmenteringsgrad 2 (tror jeg nok) Til frys 4 6-cellede og en enkelt 7'er.
Da vi fik beskeden var jeg lidt skuffet over, at der ud af den store høst ikke var en eneste 8'er, som jo er hvad man helst ser på 3. dagen. Siden fik de mig mere eller mindre overbevist om, at 6 faktisk også er ok. Men sidste gang fik vi slet ikke noget på frys fordi de alle var 4 og 5-cellede. Er der så stor forskel på 5 og 6?
Under alle omstændigheder: Det er et bedre resultat end sidst og jeg burde være glad og tilfreds.

Vi kom op på klinikken kl 10.30 og kom relativt hurtigt til. Anne E var der, hvilket skulle vise sig at være en stor fordel. Ved scanning blev det først bekræftet at jeg ganske rigtigt havde en del vand, der flød overstimuleringsagtigt rundt de forkerte steder, men ikke mere end at det var ok og jeg bare skulle fortsætte med at drikke og desuden sørge for at få en masse proteiner. Men pga. opsvulmetheden var jeg selvfølgelig enormt øm og det gjorde klart lægens arbejde endnu sværere. Efter 7-8 minutters roden rundt var hun fuldstændig desparat. Hun kunne ikke komme til min livmoderhalsåbning. Hun hev og sled og pressede. De forsøgte at løfte mig, tilte mig, alt muligt og det gjorde så afsindigt ondt, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Forsøgte virkelig at trække vejret dybt og ikke spænde alt for meget, men selvfølgelig spændte jeg og gjorde lægens arbejde endnu vanskeligere. Efter et kvarters tid kylede lægen i raseri alle instrumenterne ned i sin spand. Vi var nødt til at holde pause og prøve igen senere. I mellemtiden skulle jeg fylde min blære helt op og have lagt venflon, så de kunne morfin-dope mig. Da de holdt op med underlivs-torturen gav jeg mig til at stor-tude.

Vi holdt pause i en lille times tid, hvor vi sludrede med Anne E, jeg fik en dejlig lavendelfarvet pille og en liter vand og så var det ind i stolen igen. Denne gang var jeg mere dopet end ved ÆU og selvom der stadig var masser af smerte involveret, foregik det langt inde i morfin-land, hvor man bare registrerer smerten, men den ingen magt har. Den fyldte blære gjorde det nemmere at komme til livmoderhalsen og denne gang tror jeg ikke det tog mere end 5 minutter at finde vej.

Da vi forlod Riget havde jeg det bedre end jeg har haft det længe. 100% smertelindring og en gang psykopharmaca gør sgu underværker på en solbeskinnet forårssøndag. Vi gik hele vejen omkring søerne og det var så dejligt at have en pause fra smerter og bekymringer (ehm ok junkie-girl). Da vi kom hjem kunne jeg pludselig ikke holde mig vågen mere og jeg snork-sov tre-fire timer.

Ironisk. Ægudtagningen var så nem og næsten smertefri denne gang. Men oplægningen var hæslig. Mængden af smerte er konstant

Den ekstremt opspilede fornemmelse er aftaget nu og det er en lettelse. Den er blevet afløst af skarpe jag som jeg antager skyldes alt det roderi i går. Føles lidt som om der er blevet skåret i mit underliv, men jeg kan meget bedre håndtere det end opspiletheden. Mental-tilstanden er også bedre nu, uden dog at være noget sted i nærheden af 1. IVFs eufori. Perspektiverne er langt mere uvirkelige nu. Min fornuft siger mig, at jeg nok stadig gerne vil have det barn, men jeg kan ikke mærke det.

Man afslører vist sig selv som lidt af en hypokonder, når man gør så meget ud af at beskrive sine smerter. Men jeg har opdaget, hvor vigtig denne blog er som notater, jeg selv kan vende tilbage til.. Håber det kan undskylde mig lidt...
Og så er lidt velplaceret medlidenhed jo heller aldrig af vejen..